Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nekrolog: Institut for Husdyrvidenskab har mistet en dygtig og dedikeret medarbejder

Den 19. oktober 2015 sov seniorforsker Helle Risdahl Juul-Madsen stille ind på Randers Sygehus efter 11 måneders kamp mod kræft. Helle arbejdede fra 1996 og frem til nu i Foulum, hvor hun primært var beskæftiget med genetisk sygdomsresistens hos høns. Vi bringer her en nekrolog over Helle forfattet af kolleger og venner fra Aarhus Universitet i Foulum.

03.11.2015 | Linda Søndergaard Sørensen

In memoriam

Helle Risdahl Juul-Madsen

(1957-2015)

Mandag, den 19. oktober sov vores arbejdskollega og ven Helle Risdahl Juul-Madsen stille ind på Randers Sygehus efter at have kæmpet en ulige kamp mod kræft i 11 måneder.

Som datter af Tommy og Edel Jensen blev Helle født den 8. november 1957 i Vrå, hvor hun trådte sine barndomssko som næstældste af en søskendeflok på fire. Hun gik siden på gymnasiet i Brønderslev, hvorfra hun modtog sin studentereksamen i 1977.

Helle læste biologi på Aarhus Universitet og afsluttede sit studium i 1985 med et speciale indenfor genetik. Det var også i Aarhus, at Helle mødte sin mand Lars, som hun blev gift med i 1984. Parret flyttede til København, hvor Helle fik en forskerstilling ved det daværende Panum Institut. I 1992 og 1994 blev familien udvidet med parrets to børn, Kristian og Line, som Helle fortalte med stor glæde om og med rette var meget stolt af.

Helle gennemførte sit Ph.D.-studium indenfor molekylærbiologi på Københavns Universitet og afleverede i 1995 sin afhandling med titlen Molecular analysis of the chicken major histocompatibility complex in relation to Marek's disease. Siden dengang har Helle været meget optaget af de molekylære aspekter, der er involveret i genetisk sygdomsresistens hos høns.

Fra 1996 arbejdede Helle først som forsker og senere som seniorforsker primært på dette forskningsområde ved Statens Husdyrbrugsforsøg, Danmarks JordbrugsForskning og senere på Aarhus Universitet (alle med adresse i Foulum). Med sig fra København tog Helle mere end 10 unikke linjer af høns, der var specifikke med hensyn til deres vævstypeantigener. Disse dannede bagrund for mange af Helles publikationer. Senere fik Helle udvidet sin samling af linjer med høns, der varierede med hensyn til dannelsen af mannan-bindende lektin, som spiller en stor rolle for dyrenes generelle robusthed.

Helle var en meget vellidt, dygtig og dedikeret forskerkollega, som var udstyret med en udpræget sans for retfærdighed. Hun var meget systematisk i tilgangen til sit arbejde og forsvarede ofte kompromisløst sin faglige stolthed. Hendes store faglige viden var da også helt afgørende for, at Helle selv i vanskelige tider formåede at tiltrække forskningsmidler i stort omfang. Nogle gange kunne forsøgsplanerne være yderst indviklede og arbejdet lagt på ubekvemme tidspunkter, som f. eks. da rugemaskinen skulle tilses hver anden time over mere end et døgn for at opsamle nyklækkede kyllinger. Her gik Helle selv ind og deltog i hundevagterne fra 6 aften til 6 morgen.

Ikke blot i Danmark men også internationalt nød Helle udelt faglig respekt og hun havde et stort netværk af samarbejdspartnere over hele verden. Fjerkræerhvervet nød godt af Helles indsats bl.a. gennem projektsamarbejde og gennem hendes mangeårige virke i Fjerkræafgiftsfonden.

Helle boede med sin mand og sine to børn i Randers, hvor hun efterlader sig mange spor. Som grupperådsformand var Helle i mange år engageret i KFUM- spejdernes arbejde. I denne egenskab påtog hun sig utroligt mange planlægnings- og praktiske opgaver, som hun løste med samme organisationstalent, systematiske tilgang og store overblik som kendetegnede hende på arbejdspladsen. Det blev til mange spejderlejre, tjanser som køkkentante og årlige uddelinger af telefonbøger, hvor sidstnævnte dannede det finansielle grundlag for spejdergruppens eksistens.

Som privatperson var Helle et udpræget familiemenneske, som holdt meget af familiens traditioner og ferier sammen med familien. At være gæst hos Helle og Lars har altid været en oplevelse ud over det sædvanlige, hvor både det kulinariske, selve serveringen og et spil Bezzerwizzer dannede den perfekte ramme om en hyggelig aften.

Vi har mistet en god kollega og ven som vi vil komme til at savne.

Vore tanker går til Helles mand Lars og deres to børn Line og Kristian der har mistet hende alt for tidligt.

Æret være Helles minde!

Kolleger og venner fra Aarhus Universitet, Foulum

Anis