Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Et nyt AU-projekt undersøger, hvad det betyder for koen at være sammen med sin kalv

I et nyt projekt på Aarhus Universitet, vil forskerne se nærmere på, hvad det betyder for koens velfærd at opfostre sin egen kalv. Der sættes fokus på både koens tilknytning til kalven og koens emotionelle tilstand. Det tre-årige projekt er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

14.12.2020 | Margit Bak Jensen og Linda S. Sørensen

Projektet sætter som noget nyt fokus på, hvad det betyder for koens tilknytning til kalven og koens følelser at være sammen med sin kalv. Det undersøger hvor motiverede køer er for at være sammen med deres kalv og om køer, der er sammen med deres kalve, er mere optimistiske. Foto: Maja Bertelsen.

Projektet sætter som noget nyt fokus på, hvad det betyder for koens tilknytning til kalven og koens følelser at være sammen med sin kalv. Det undersøger hvor motiverede køer er for at være sammen med deres kalv og om køer, der er sammen med deres kalve, er mere optimistiske. Foto: Maja Bertelsen.

I malkekvægsbesætninger, både i Danmark og i store dele af verden, adskilles ko og kalv typisk umiddelbart efter fødslen. Men denne tidlige adskillelse bliver i stigende grad debatteret. Der er allerede forskning i gang ved Aarhus Universitet, som undersøger, hvad det betyder for kalvens adfærd og velfærd at være sammen med koen i hele eller dele af døgnet. Efter nytår starter endnu et projekt, der omhandler ko-kalv samvær – og denne gang er det med fokus på koens velfærd.

Hvad betyder kalven for koen?

Det nye projekt, som gennemføres ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, har til formål at undersøge, hvad det betyder for koen at opfostre sin egen kalv. Undervejs sættes der fokus på koens tilknytning til kalven samt på, hvordan koen oplever sin egen situation. Desuden undersøges det, om disse virkninger er afhængige af, om koen er sammen med kalven hele dagen eller kun en del af døgnet. For at blive klogere på disse spørgsmål, skal projektet også udvikle nye metoder til måling af køers tilknytning til deres kalv og deres emotionelle tilstande.

Måling af koens motivation for samvær med kalven

Da det kan være en udfordring at praktisere ko-kalv kontakt på fuld tid i malkekvægsbesætninger, vil forskerne undersøge, hvad heltids- og deltidskontakt betyder for køers tilknytning til deres kalv, dvs. hvor stærkt køerne er motiverede for at være sammen med deres kalv. En måde at måle styrke af motivation på er at teste, hvor meget køerne vil arbejde for at få adgang til deres kalv efter en kort adskillelse. Det kan enten være i form af at præstere et stigende antal tryk på en plade eller i form af at åbne en låge med stigende vægt.

Måling af koens følelsesmæssige tilstand i samvær med kalven

Derudover undersøger projektet, hvad samvær med kalven i hele eller dele af døgnet betyder for malkekøers emotionelle tilstand, dvs. deres følelser. Et dyrs følelser kan vurderes ud fra dyrets opfattelse af egen situation. Dyr, der får opfyldt deres biologiske og adfærdsmæssige behov og overvejende har positive oplevelser, er nysgerrige og tillidsfulde og har en optimistisk opfattelse af deres egen situation.

Derimod er dyr, der er udsat for velfærdstrudsler (f.eks. oplever sult, smerte eller hæmning af adfærdsmæssige behov) og overvejende har negative oplevelser, frygtsomme og har en pessimistisk oplevelse af deres egen situation. Efter udvikling og validering af forskellige adfærdstests til måling af dette, vil projektet undersøge, om køer, der er sammen med deres kalve, opfatter deres egen situation mere optimistisk.

Koens reaktion på adskillelse fra kalven

Jo længere tid ko og kalv har gået sammen, jo kraftigere reagerer både ko og kalv, når de på et tidspunkt skal adskilles. Dette har ofte været fremført som et argument for at adskille dem inden for det første døgn efter kælvning. Men dette projekt undersøger, om en gradvis fravænning og adskillelse, der er inspireret af den naturlige fravænningsproces, kan mindske koens reaktion på adskillelse.

Endelig undersøger projektet, om der er en sammenhæng mellem køers emotionelle tilstand og deres neurobiologiske funktion og stressfølsomhed.

Samlet set skal projektet bidrage med grundlæggende viden, der er nødvendig for at implementere management af køer og kalve sammen, så vi får maksimeret de positive oplevelser og minimeret de stressende oplevelser for koen. Samtidigt skal projektet udvikle flere nye metoder til at måle tilknytning til kalven og positive emotionelle tilstande hos kvæg.

 

Fakta om projektet

Finansiering

Danmarks Frie Forskningsfond, Teknologi og Produktion (FTP)

Samarbejde

VetMedUni, Vienna, Austria

Newcastle University, U.K

Mere information

Projektperiode: 1/1 2021-31/12 2023

Link til projekthjemmeside: Kan koen få det bedste af begge verdener? (au.dk)

Kontakt

Seniorforsker Margit Bak Jensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: MargitBak.Jensen@anis.au.dk

 

Anis, Kvæg, DCA