Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ridesikkerhed og forebyggelse af arbejdsulykker i hesteholdet - hvordan kan det gøres?


Projektets formål og baggrund
Projektet har til formål at reducere antallet af ride- og arbejdsulykker med heste gennem analyse og formidling af 15 års dansk og international forskning inden for frygtreaktioner hos heste og forebyggelsesstrategier mod ulykker.

Der er publiceret en række videnskabelige artikler om udviklingen af frygtreaktioner hos heste samt hvilke tiltag, der effektivt kan reducere risikoen for ulykker som følge af hestens frygtreaktioner.

Projektet vil generere en systematisk oversigt og formidle denne viden til danske interessenter, for herigennem at reducere forekomsten af frygtreaktioner, forebygge ulykker og øge dyrevelfærden.

Projektets hovedindhold
Projektets del 1 genererer en systematisk oversigt over den tilgængelige litteratur vedr. hestes frygtreaktioner, og hvordan de kan undgås, som resulterer i et internationalt review. Dette danner basis for projektets 2. del, hvori de samlede konklusioner videreformidles til ryttere, avlere og  andre interessenter.

Vi forventer, at projektet vil medvirke til at reducere antallet af ulykker i hesteholdet. Dette vil ske som følge af øget fokus på risikosituationer og øget opmærksomhed på tiltag, der effektivt kan reducere hestens frygtreaktioner gennem hestens opvækst, miljø og uddannelse.

Projektperiode og offentliggørelse
Der udarbejdes populærvidenskabelige pjecer med fokus på

(1) Hestens opvækst
(2) Hestens miljø og uddannelse
(3) Rytterens uddannelse
(4) Arbejdssikkerhed.

Pjecerne offentliggøres på denne projektside i slutningen af 2021 og bliver også tilgængelige via nyhedsbreve fra Institut for Husdyrvidenskab og Aarhus Universitet.

Herudover skal der publiceres i nationale faglige tidsskrifter, og der skal indsendes en artikel i et videnskabeligt tidsskrift i oktober 2021. Artiklen indsendes som Open Access, så alle har fri adgang til at downloade artiklen fra projekthjemmesiden.