Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fibre sikrer effektiv aflejring af soens rygspæk

Projektets formål og baggrund

Projektets hovedformål er at måle hvor effektivt drægtige søer udnytter fibrenes energi til aflejring/reetablering af rygspæk samt at undersøge forskellige fiberkilders betydning for energiudnyttelse og fordeling af aflejret fedt og protein på kroppen.

Fiberrige råvarer er gode til søer af en lang række årsager, blandt andet fordi de giver bedre mæthed, mindre forstoppelse, roligere søer, lavere varmeproduktion, mere konstant blodsukker, hurtigere faringer, færre dødfødte grise, højere råmælksproduktion og generelt set mere velfungerende søer, nar de fodres med fiberrige blandinger. Desværre undervurderer det danske energivurderingssystem fibrenes ener­giindhold, og derfor fravælges de i forbindelse med foderoptimering. Fibre er gode næringsstoffer, og specielt søer er gode til at fermentere dem og dermed udnytte energien fra fibrene.

Nærværende projekt vil under­søge energiudnyttelsen fra fibre, fordi en korrekt fastsættelse af energiværdien vil medføre at flere fibre inklu­deres i so-foder, og dermed får søerne glæde af fibrenes mange positive egenskaber.     

Projektets hovedindhold

Der gennemføres forsøg med ca. 48 søer i to reproduktive cyklusser på AU-Foulum. Fiber-So projektet skal belyse, hvor effektivt søer udnytter energien fra almindeligt drægtighedsfoder og fra fiberrigt foder til at opbygge rygspæk (fedtaflejring) samtidigt med at muskelmassen (proteinaflejring) ikke stiger unødigt meget.

Det forventes at fibre i foderet vil favorisere aflejring af energi i form af fedt, fordi fibre omsættes og optages til blodet som kortkædede fedtsyrer.

Projektet er inddelt i følgende to hovedaktiviteter:

1. Udnyttelse af foderets energi til tilvækst hos unge søer og til reetablering af rygspæk

2. Effekter af fermenterbare og ikke-fermenterbare fibre på søernes produktivitet

    

Projektets udbytte

Projektets resultater vil være en stor gevinst for landmændene og branchen som helhed, da projektet vil bidrage med en mere korrekt værdisættelse af energiværdien fra fibrene til søer, hvilket pt. undervurderes i det danske fodervurderingssystem.   

Endvidere vil projektets resultater gøre det muligt at lave normer til diegivende søer ud fra en økonomisk betragtning, sådan som det gøres for slagtesvinene, fordi vi via projektets resultater kan værdisætte tabet af rygspæk. Effekterne omfatter både lavere foderomkostninger, højere produktivitet, bedre sundhed hos søerne og øget dyrevelfærd hos søer og nyfødte pattegrise.