Aarhus Universitets segl

Slagtekyllingers gangegenskaber kortlagt i ny undersøgelse

I en ny undersøgelse har forskere fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet undersøgt konventionelle, niveau 1 og økologiske slagtekyllingers gangegenskaber umiddelbart inden slagtning. Resultaterne er nu klar.

Foto: Colourbox

Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab har netop færdiggjort en undersøgelse, der kortlægger slagtekyllingers gangegenskaber anno 2022.

Undersøgelsen er en del af et større kortlægningsarbejde. Siden 1999 er slagtekyllingers gangegenskaber regelmæssigt blevet undersøgt i Danmark, og opgaven blev i 2016 overtaget af forskere fra Aarhus Universitet.

Forskerne har videreført de samme metoder, som er blevet brugt i tidligere undersøgelser.

Ny type kylling er med

Som noget nyt har man i den seneste undersøgelse for første gang medtaget den type kyllinger, der kaldes niveau 1-kyllinger eller 1-hjerte-kyllinger. Tidligere har man kun undersøgt konventionelle og økologiske kyllinger.

Niveau 1-kyllinger er kyllinger, der vokser mindst 25% langsommere end de konventionelle slagtekyllinger.

Altså har man undersøgt både de hurtigst voksende konventionelle slagtekyllinger, de langsommere voksende niveau 1-kyllinger og de økologiske kyllinger, der er de langsomst voksende af de tre typer, der i 2022 anvendtes i de største produktionssystemer.

Slagtekyllingers gangegenskaber vurderes med det, der kaldes en gangscore. Scoren går fra 0-5, hvor GS0 er normal gang og GS5 er komplet halt.

Færre kyllinger går normalt

Undersøgelsen viser, at gangegenskaberne hos både konventionelle og økologiske slagtekyllinger er forringet sammenlignet med den seneste undersøgelse i 2016/2017.

Den største ændring er sket hos de konventionelle slagtekyllinger.

Da undersøgelsen sidst blev udført i 2016/2017 havde 22,6 procent af de konventionelle slagtekyllinger en gangscore på GS0, og altså ingen synlige ganganormaliteter. Det tal er i den nyeste undersøgelse faldet til 4,58 procent.

Selvom en mindre andel slagtekyllinger har fået scoren GS0 for normal gang, er andelen af slagtekyllinger, der har svære gangproblemer, og altså har en gangscore på GS4 eller GS5, stort set uændret. Det er altså i kategorierne GS1 og GS2, der er sket en stigning.

Det er særligt antallet af slagtekyllinger, der har en gangscore på GS1, som er steget.

Hvordan og om denne forskel påvirker kyllingerne, er svært at sige helt præcist, fortæller Anja Brinch Riber, der sammen med en gruppe forskere fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab har udført undersøgelsen.

Vi har tidligere lavet en undersøgelse, der viste at adfærdsmæssigt adskiller GS1 kyllinger sig kun fra GS0 kyllinger ved, at de bruger mindre tid på komfortadfærd. På andre parametre ligger de midt imellem GS0 og GS2. Det er den eneste undersøgelse af forskelle mellem GS0 og GS1, så derfor er det svært at sige noget om om/hvordan velfærden er påvirket hos GS1 kyllinger, men umiddelbart virker det som om, det er en relativ begrænset påvirkning.”, siger hun.

Årsager er ikke kortlagt

Da undersøgelsen kun er en kortlægning af slagtekyllingernes gangegenskaber, er de bagvedliggende årsager ikke undersøgt.

Hos de økologiske kyllinger er det markant, at andelen af kyllinger i GS0 gruppen er faldet fra ca. 62% til ca. 8%.

Siden undersøgelsen sidst blev gennemført i 2016, er man i den økologiske slagtekyllingeproduktion overgået til en anden genetisk race og man har tilladt en daglig tilvækst på maksimalt 38 g/dag mod 35 g/dag tidligere.

Forskning tidligere har vist, at afstamning og vækstrate har betydning for kyllingers gangegenskaber.

Hos de konventionelle slagtekyllinger er årsagerne til udviklingen uklare, forklarer forskeren.

”Vi har ikke kendskab til nogen oplagte årsager til forringelsen,” siger hun.

Usikkerheder

Metoderne for undersøgelsen af henholdsvis de konventionelle og de økologiske slagtekyllinger har været de samme på tværs af årene. Observatørerne har været trænet af de samme personer og på samme videomateriale, så eventuelle udfordringer med gentagelighed har været af mindre betydning.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at en direkte sammenligning mellem de økologiske slagtekyllingers og de to andre typers gangegenskaber er problematisk.

Det skyldes, at den metode, der er blevet brugt i undersøgelsen af økologiske slagtekyllinger, er lidt anderledes end hos konventionelle og niveau 1 kyllinger af rent praktiske årsager.

”Hos de konventionelle og niveau 1 kyllinger kan man nemlig slukke lyset i stalden og på den måde indfange dem uden at stresse dem. Det kan man ikke hos de økologiske kyllinger, hvor der er dagslys i stalden, og observatørerne har derfor måttet gå anderledes til værks.”

 Derfor er det problematisk at sammenligne dem direkte, forklarer hun.   

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.

For mere information se deklarering i faktaarket i følgende:

’Gangegenskaber hos konventionelle, niveau 1 og økologiske slagtekyllinger anno 2022’

’Gangegenskaber hos konventionelle, niveau 1 og økologiske slagtekyllinger anno 2022’ – Forskning – Aarhus Universitet (au.dk)