Nyeste minkforskning præsenteres på temadag

Igen i år deler Aarhus Universitet ud af den nyeste viden om minkforskning på en temadag. Deltagerne kan blandt andet blive klogere på fordøjelighed af forskelligt minkfoder, og hvad mink bruger halm til gennem året. Temadagen finder sted 19. september 2017.

04.09.2017 | DCA

”Temadag om aktuel minkforskning” finder sted på Forskningscenter Foulum. Foto: Janne Hansen

Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet inviterer indenfor til ”Temadag om aktuel minkforskning 2017” tirsdag den 19. september kl. 9.30 på Forskningscenter Foulum.

Programmet for temadagen afspejler den praktisk orienterede del af forskningen inden for minkproduktion i Danmark. Programmet dækker mange af de fagområder, som avlere, dyrlæger og erhvervet generelt efterspørger såsom foder, genetik, adfærd og velfærd, pasningsrutiner og sundhed. I praksis skal alle disse ting gå op i en højere enhed, for at produktionen både kan imødekomme avlernes ønske om en bedre og mere effektiv produktion og omverdenens stigende krav til dyrenes velfærd og påvirkning af miljøet.

Nogle af de emner, som man kan blive klogere på i løbet af temadagen er:

  • Forskelligt foders fordøjelighed

Der er meget viden om forskellige foderemners fordøjelighed, men passer det med fordøjeligheden af det færdige foder? Er fordøjeligheden den samme for hvalpe og udvoksede mink? Hvad betyder mineraler for minkens immunsystem, og er der overhovedet behov for at tilsætte vitaminer til minkfoder?

  • Minkens genom

Hvor langt er man med kortlægning af minkens genom, og kan man bruge det til at undgå goldtæver i fremtiden?

  • Strøelse

Det er velkendt, at mink er glade for strøelse, men hvad bruger mink halm til igennem året, og hvornår og hvordan er det bedst at tildele halm til forskellige formål?

  • Bekæmpelse af lopper

I praksis er det ofte svært at bekæmpe lopper effektivt, fordi der kun er få godkendte midler, der har været brugt i mange år. Er der udsigt til nye midler og effektive strategier til bekæmpelse af lopper?

Velfærd på dagsordenen

Med udrulningen af velfærdsvurderingssystemet WelFur i Europa er der mange ting, som forskere og minkavlere skal vide, for at vurderingen af farme bliver så ensartet som muligt, uanset hvem der vurderer farmen og hvornår.

Nogle af de spørgsmål, som behandles er blandt andet:

Er det ligegyldigt, hvornår man observerer stereotypi i forhold til fodringstidspunktet? Betyder det noget for minkenes temperament, om auditøren er høj eller lav, har lånt en kedeldragt på farmen eller bruger en engangsdragt af papir, eller er løbet tør for tungespatler og bruger en kafferørepind fra frokoststuen i stedet? Hvad er status for uddannelse af auditører og konsulenter til WelFur, og hvor godt er protokollen optimeret til brug i hele Europa?

I denne video gennemgår seniorforsker Steen Henrik Møller, hvad velfærdsvurderingssystemet WelFur går ud på og hvilke observationer og tests, der foretages i praksis:  

”Temadag for aktuel minkforskning” er et årligt forum for præsentation og diskussion af relevant viden om minkproduktion.

Læs mere om aktuel minkforskning i denne DCA-rapport.

Læs mere om programmet og tilmelding her.


For mere information

Seniorforsker Steen Henrik Møller

Institut for Husdyrvidenskab

Mail: steenh.moller@anis.au.dk

Tlf: 87 15 79 26

Anis, DCA, Mink, Forskning, Temadag