Kan grise hjælpe mennesker med tarmlidelser?

Ny grisemodel udviklet på Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, skal anvendes som model for mennesker med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), specielt colitis ulcerosa.

12.07.2018 | Lotte Hansen

Over 70.000 danskere lider i dag af tamsygdommene colitis ulcerosa, Crohns sygdom og mikroskopisk kolit, der sammen med irritabel tyktarm (IBS) er i kraftig stigning (kilde: Colitis-Crohn Foreningen).

Seniorforsker Stig Purup har stået i spidsen for et forskningsprojekt, hvor der er udviklet en grisemodel, der kan anvendes som sygdomsmodel for mennesker med inflammatoriske tarmsygdomme – især blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa). Gennemførelsen af griseforsøgene med kliniske observationer og opsamling af det store prøvemateriale blev støttet af Det Frie Forskningsråd, Teknik og Produktion, og analysering af prøvematerialet og verificering af modellen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden med 250.000 kr.

Modellen vil gøre det muligt at undersøge ernæringsmæssige faktorer og specifikke bioaktive komponenter til forebyggelse eller behandling af colitis, men sandsynligvis også andre tarmsygdomme. Dette kan give et løft til forskningen i tarmlidelser, da modellen åbner mulighed for at gennemføre bedre og mere kontrollerede forsøg med grise som model for mennesker.

Colitis ulcerosa er en sygdom med betændelsesforandringer i tyktarmens slimhinde, som i værste fald kan involvere hele tyktarmen. Man kender ikke den egentlige årsag til sygdommen, men man kan behandle den og dæmpe symptomerne, dog uden at kunne helbrede sygdommen.

Det er formentlig faktorer i vores livsstil, herunder kosten, som er med til at udvikle sygdommen. Det formodes, at såkaldte bioaktive stoffer kan anvendes i forebyggelse eller behandling af tarmsygdomme. Dog mangler der viden om emnet, idet det er vanskeligt at opsætte velkontrollerede forsøg med patienter, da variationen mellem dem er stor. På grund af smerter er det ligeledes heller ikke forsvarligt at sætte patienternes medicin på pause, mens forsøget står på, for at undersøge effekten af nye behandlinger.

Forskningsprojektet har derfor udviklet en model med fravænnede grise, der gør det muligt at undersøge, hvilke ernæringsmæssige faktorer og specifikke bioaktive komponenter der kan hjælpe med at forebygge eller behandle inflammatoriske tarmsygdomme. Grisemodellen er valgt, da den fysiologisk ligner mennesker.

Fakta om projektet:

Titel: Ny unik grisemodel til forebyggelse af colitis ulcerosa i mennesker

Støtte: Forskningsrådet for Teknik og Produktion (2013-2017; 5,1 mio. kr.) samt Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden (2018-2019; 250.000 kr.)


Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Stig Purup, Institut for Husdyrvidenskab, e-mail: stig.purup@anis.au.dk, telefon: 8715 7808

Anis, Svin