Aarhus University Seal

Malkerobotter og afgræsning

Det internationale projekt Autograssmilk arbejder på udvikling af mælkeproduktion med malkerobotter og afgræsning. Denne artikel giver et indblik i, hvad der arbejdes med i projektet samt nogle foreløbige resultater og erfaringer. Blandt andet har projektet vist, at det er muligt at opnå høj forsyningsgrad med afgræsning samt at økonomien på bedrifter med afgræsning enten er forbedret eller uændret sammenlignet med bedrifter uden afgræsning.

Mælkeproduktion, som benytter afgræsning er udfordret, idet mange bedrifter mangler harmoni mellem tilgængelige græsarealer og besætningen. Denne udfordring bliver endnu større når bedrifterne har automatisk malkning (AM). EU projektet Autograssmilk, der startede i 2013, har sat sig som mål at skaffe ny viden og erfaring på specifikke områder, hvor management kan bidrage til effektiv afgræsning i kombination med AM. Det kan eksempelvis være i forhold til suppleringsfodring, systembetragtninger samt brug af ny teknologi.

Projektet er baseret på landbrugsorganisationer i de forskellige lande, der får EU-projektstøtte. I Danmark er SEGES partner og AU udfører forskningsopgaverne. Samtidig er der i hvert land tilknyttet 5-7 såkaldte monitorgårde, som bruges til nogle af forsøgene, der leverer basisregistreringer, og kommer med direkte feedback på fundne resultater. I Danmark er fem monitorgårde knyttet til projektet, hvoraf de fire er økologiske.

Mobile anlæg kæmper med logistiske problemer omkring opsamlingsplads og drivveje og kræver en del investeringer, ud over robotten. Erfaringerne viser, at der kan opnås en høj forsyningsgrad med afgræsningsgræs, især ved styret ko-trafik med foldskift to til tre gange dagligt, og dermed mulighed for malkning.

Der er lavet en økonomisk analyse af regnskaber fra kvægbedrifter i Danmark, Holland og Frankrig, hvor bedrifter med og uden afgræsning sammenlignes (alle med AM). Konklusionen var, at der i Holland og Frankrig fandtes økonomisk gevinst ved afgræsning, dog aftagende ved større besætninger. I Danmark var der ingen signifikant forskel, dvs. økonomien forringes ikke ved afgræsning.

Læs hele artiklen i Ny Kvægforskning, september 2015