Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tang i foderet påvirker småkalves immunstatus

Ved at tilsætte pulveriseret tang i mælk til småkalve kan man øge koncentrationen af blodplasma-komponenter med betydning for kalvenes medfødte immunforsvar. Det viser undersøgelse gennemført ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

14.06.2021 | Milani Bhagya Samarasinghe og Linda Søndergaard Sørensen

Forskere ved Aarhus Universitet har gennemført fodringsforsøg med tangpulver i mælken til kalve. Foto: Linda S. Sørensen.

Forskere ved Aarhus Universitet har gennemført fodringsforsøg med tangpulver i mælken til kalve. Foto: Linda S. Sørensen.

Tangpulveret røres op i mælken inden det gives til kalvene. Foto: Linda S. Sørensen.

Tangpulveret røres op i mælken inden det gives til kalvene. Foto: Linda S. Sørensen.

Det er velkendt, at småkalve kan udvikle diarré. Dette kan skyldes flere faktorer som eksempelvis umodent immunsystem samt utilstrækkelig management-praksis. Det kan eksempelvis være for sen tildeling af råmælk, dårlig råmælkskvalitet samt dårlig hygiejne. Dette medvirker til, at kalven er mere modtagelig for infektionssygdomme – særligt inden for den første levemåned.

 

Tang testet hos grise

Tangekstrakter har tidligere været testet og har vist sig at kunne reducere diarré-forekomsten hos fravænnede grise. En mulig forklaring er, at visse tangarter indeholder bioaktive stoffer, som har probiotiske og immun-modulerende egenskaber. Sådanne undersøgelser har imidlertid ikke været gennemført hos kalve.


Fodringsforsøg med småkalve

Derfor er der gennemført et projekt ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet med det formål at undersøge, om tang kunne have en lignende diarrédæmpende effekt hos småkalve. I projektet blev der høstet tre typer tang fra danske og islandske kyster:

  • Grøn tang (Ulva arter)
  • Brun tang (Ascophyllum nodosum)
  • Brun tang (Saccharina latissimi)
  •  

Tangen blev efter høst tørret og formalet.

Der indgik i alt 40 Holstein tyrekalve, fra de var to dage gamle i forsøget på Danmarks Kvægforskningscenter. Her blev de opstaldet individuelt med mulighed for kontakt til andre kalve. Kalvene blev tilfældigt inddelt i fire grupper – en kontrolgruppe og tre behandlingsgrupper. Kalvene i kontrolgruppen fik tildelt 8 liter komælk dagligt, mens kalvene i de tre behandlingsgrupper fik tildelt 8 liter komælk, hvori der var tilsat 50 g af én af de tre typer tang i perioden fra de var 2 til 42 dage gamle.

 

Ud over komælk havde kalvene ad libitum adgang til vand, kalvestarter og hø. Der blev taget blodprøver løbende, hvorfra blodplasma blev analyseret for en række immunparametre.

 

Effekt af tang på kalvenes immunstatus   

Resultaterne viste ingen effekt af tangbehandlingerne på plasma-immunglobulin-koncentrationer i kalvenes første levemåned. Til gengæld viste det sig, at tildeling af tang øgede plasmakoncentrationen af nogle akut-fase proteiner, der siger noget om funktionaliteten af det medfødte immunforsvar. Her var der tale om plasmaproteinerne fibrinogen (ved tangarterne Ulva og A. nodosum) og haptoglobin (ved tangarterne Ulva og A. nodosum) samt serum amyloid-A (SAA) (ved tangarterne A. nodosum og S. latissima).

 

Det medfødte immunsystems mekanismer – herunder akut-fase proteinerne – spiller en central rolle i både kalvenes sundhedsstatus og i deres evne til at bekæmpe en infektion. Kalvenes tillærte immunsystem er ikke fuldt udviklet i de første uger af deres liv og deres egen produktion af immunforsvarsstoffer som fx IgG er stadig lav. Derfor er en tilstrækkelig funktion af kalvenes medfødte immunsystem særdeles relevant i forhold til at beskytte kalvene mod infektiøs diarré – særligt i de første fire leveuger.

Her tyder det på, at tang kan have en positiv indvirkning. Det kan dog ikke udelukkes, at resultaterne kan skyldes et øget inflammatorisk respons hos kalvene. Derfor vil flere undersøgelser være nødvendige for at få en dybere forståelse for de præcise mekanismer bag de fundne resultater.

Når effekterne i forsøget har været relativt begrænsede, kan det skyldes, at kalvene generelt har været i god sundhedstilstand. Forskernes hypotese er fortsat, at effekten af sådanne tangprodukter vil være større hos kalve, der er mere sundhedsmæssigt udfordret.

 

Fakta om projektet

Finansiering

Projektet er en del af et større forskningsprojekt: Tang.nu, som er støttet af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN. 

Projektet samler en række virksomheder og vidensinstitutioner med interesse i at udvikle og kommercialisere brugen af tang produkter i husdyrholdet og fødevarer. 

Samarbejde

Institut for Husdyrvidenskab, AU - Sektion for Ernæring og Sektion for Sundhed

Mere information

Link til den fulde videnskabelig artikel: https://www.journalofdairyscience.org/article/S0022-0302(21)00060-6/fulltext Link til video om projektet: https://www.youtube.com/watch?v=yor33CTOWOs

Kontakt

Ph.d.-studerende Milani Bhagya Samarasinghe, E-mail: bhagya.samarasinghe@anis.au.dk

Seniorforsker Mogens Vestergaard, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, E-mail: Mogens.Vestergaard@anis.au.dk

Anis, Kvæg, DCA