Aarhus Universitets segl

Vejen til mere robuste og effektive husdyr

Et stort og ambitiøst EU-projekt vil finde nye løsninger til at øge effektiviteten og bæredygtigheden i husdyrproduktionen inden for svin og fjerkræ. Det skal foregå ved at udvikle nye fodertyper, fodringsteknologier og managementsystemer samt udvælge mere robuste og tilpasningsdygtige dyr. Fra Danmark deltager forskere fra AU og d. 26. april afholdt projektet sit første møde for interessenter ved AU-Foulum.

I Feed-a-gene projektet undersøges mulighederne for at tilpasse næringsstofferne i foderet mere præcist til dyrenes behov og dermed øge effektiviteten og mindske miljøbelastningen.
I projektet arbejdes der blandt andet med de énmavede husdyrarter som svin og fjerkræ samt forskellige produktionssystemer og racer.

Da en række repræsentanter fra forskningen, landbruget og industrien mødtes i Foulum i april var det for at snakke og diskutere aktiviteterne i EU-projektet Feed-a-gene. Her fik alle interessenterne, som potentielle brugere af forskningsresultaterne, mulighed for at give forskerne feedback på deres arbejde og få afstemt forventningerne i forhold til udbyttet af projektet.

Baggrunden for projektet er, at den globale efterspørgsel på animalske produkter fortsat stiger, især pga. kraftig befolkningstilvækst og større købekraft. Ifølge FAO, er der i øjeblikket ingen realistiske alternativer til den intensive husdyrproduktion, der kan imødekomme denne efterspørgsel. De énmavede dyrearter (svin og fjerkræ) er hovedkilden til animalske produkter. Imidlertid er det nødvendigt at adressere konkurrencen mellem foder, fødevarer, brændstof og miljømæssige aspekter forårsaget af denne husdyrproduktion. Der er behov for at udvikle nye løsninger med henblik på at øge effektiviteten og bæredygtigheden i husdyrproduktionssystemerne.

Større effektivitet – mindre miljøpåvirkning
Feed-a-gene-projektet har derfor til formål at forbedre husdyrproduktionssystemerne til én-mavede husdyr (svin, fjerkræ og kaniner) med henblik på at øge den overordnede effektivitet samt reducere miljøpåvirkningen. Projektet vil udvikle nye og alternative fodertyper og fodringsteknologier; identificere og udvælge dyr, som er bedre til at tilpasse sig varierende betingelser; samt udvikle fodringsteknikker til at optimere potentialet både hvad angår foder og dyr.

Forskningsarbejdet i Foulum
Den del af projektet, som Knud Erik Bach Knudsen; Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet står i spidsen for, skal blandt andet se på alternative foderprotein-ingredienser, herunder grønt protein af høj kvalitet, udvikle analysemetoder til realtidskarakterisering samt indkredse nye egenskaber hos dyrene med henblik på at kunne etablere nye fodrings- og avlsstrategier. På grund af diversiteten hos husdyrene i produktionssystemerne, er der et stort potentiale til at forbedre effektiviteten ved at blive bedre til at tilpasse næringsstofferne i foderet efter dyrenes behov.

Diversiteten blandt husdyrene kan også bruges til at avle mere effektive og robuste dyr. Nye teknologier (herunder LC-MS baseret metabolomics - en teknik, hvor man analyserer metabolitter/nedbrydningsprodukter i biologiske prøver) gør det muligt at udpege variationer i dyrenes genetiske egenskaber og dermed få et detaljeret kig ind i de biologiske mekanismer i dyrets og dets mikrobielle tarmfloras udnyttelse af næringsstoffer. Dette kan danne grundlag for en tidlig og præcis selektion og øge selektionseffektiviteten betydeligt.

Det overordnede projekt inddrager forskellige typer af produktioner herunder forskellige stadier og typer af produktionsdyr - eksempelvis drægtige søer, diegivende søer, slagtesvin; samt slagtekyllinger og æglæggere. Endvidere inddrages forskellige produktionssystemer og -betingelser lige fra konventionelle systemer til mere alternative systemer med høj velfærd. Endelig bliver forskellige husdyrracer og bæredygtighedsaspekter også medtaget og sammenlignet i projektet.

Et fem-årigt projekt
Feed-a-gene er et projekt koordineret af INRA (Frankrig), som involverer et internationalt konsortium bestående af 23 offentlige og private partnere fra Europa og Kina. Projektet løber i fem år i perioden 2015-2020 og har et budget på 9 millioner euro. Det er finansieret af ”EU Framework Programme for Research and Innovation Horizon 2020”.

Læs mere om projektet på hjemmesiden: http://www.feed-a-gene.eu/

Læs mere om projektmødet i Foulum den 26. april, 2016: http://www.feed-a-gene.eu/news/feed-a-gene-stakeholder-day-2016-registration-open

Flere oplysninger

Professor Knud Erik Bach Knudsen, Insititut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: knuderik.bachknudsen@anis.au.dk