Aarhus Universitets segl

Søstjerner og muslinger undersøges som mulige proteinkilder for høns og svin

Søstjerner og muslinger bliver i nyt forskningsprojekt med deltagelse af Aarhus Universitet og Dansk Skaldyrcenter undersøgt som alternative proteinkilder til æglæggende høns og smågrise.

Disse grise får protein fra blandt andet søstjerner og muslinger i forbindelse med et forsøg, der skal afklare, om søstjerner og muslinger har en fremtid som proteinkilder for smågrise, men også æglæggende høns. Foto: Søren Tobberup Hansen, AU

Muslinger og søstjerner fra Limfjorden ender i et nyt forskningsprojekt med deltagelse af Aarhus Universitet, Dansk Skaldyrcenter og Lumino A/S som en del af foderet hos seks grise, der står i en stald på forskningscentret AU Foulum.

Baggrunden er, at muslingeproduktionen i særligt Limfjorden er blevet forfinet, og produktionsomkostningerne blevet mindre og mindre. Projektet skal undersøge, om muslinger og søstjerner kan være et alternativ til andre proteinkilder som soja og fiskeaffald – set ud fra kvaliteten af proteinerne og om det økonomisk kan betale sig at hale dyrene op fra havet.

Samtidig har muslingerne den egenskab, at de optager næringsstoffer fra fjordene og kan dermed være et vigtigt bidrag til at reducere virkningen af forureningen af fjordene fra for eksempel svinegårdene.

-          Vi arbejder ud fra et koncept om såkaldt kompensationsopdræt af muslinger, hvor næringsstofferne fra landet og landbruget, der tilføres fjordene, kan komme på land igen i form af for eksempel svinefoder med protein fra muslinger og søstjerner, siger Jan Værum Nørgaard, projektdeltager og lektor på Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Der arbejdes samtidig på at sikre, at kompensationsopdræt af muslinger kan give landmændene mulighed for at købe muslingefarme, hvor de kan godskrives de næringsstoffer, der fjernes fra fjordene, på deres egen landbrugsbedrift.

Tager prøver fra tyndtarmen
Grisene, der indgår i forsøget med muslinger og søstjerne som proteinkilder, har fået indopereret en fistel, som gør det muligt at udtage prøver fra grisenes tyndtarme. Derved kan analyser af indholdet fra tarmen vise, hvor meget af det tilførte foder, der er blevet optaget.

-          Jo mindre, der er tilbage fra tyndtarmen, jo bedre har grisen formået at optage det foder, vi har tildelt den, siger Jan Værum Nørgaard.

Forsøget er opbygget som et såkaldt romer-kvadrat, hvor de seks involverede grise alle får nyt foder i hver af undersøgelsens seks uger. Grisene får undervejs i undersøgelsen muslingeensilage, muslingemel, søstjernemel, søstjernevalle samt en fiske-ensilage og en blanding uden kvælstof. Fiskeensilagen består af laks, som er taget med i forsøget som kontrol og sammenligning, fordi fiskeensilage, der består af fiskerester fra industrien, allerede indgår som en del af smågrises proteinindtag.

Den kvælstoffrie blanding består af hvedestivelse og 25 procent sukker. Den indgår for at kunne bestemme, hvor meget grisene i forsøget udskiller af kvælstof til tarmen af sig selv.

-          Det er en vigtig del at have den kvælstoffrie blanding med, fordi vi dermed mere præcist kan bestemme fordøjeligheden, forklarer Jan Værum Nørgaard, lektor på Institut for Husdyrvidenskab.

Selv om forsøget løber i seks uger, kan Jan Værum Nørgaard allerede nu konstatere, at grisene ikke mæsker sig i alle foderblandingerne.

-          Det tyder på, at søstjernevalle ikke er noget, grisene bryder sig om. Men derimod ser søstjerne-mel ud til at være et fornuftigt protein, som grisene gerne vil spise, forklarer han.

Til fordel for økologien
Oprindeligt var det kun meningen at muslingerne skulle undersøges som proteinkilde, men muslingefiskere, der må skrabe bunden i Limfjorden, har det seneste år fået store mængder søstjerner med i deres net.

-          Søstjernerne sendes til udlandet som fiskefoder i Polen, og det er ikke en god forretning for fiskerne. Derfor kigger vi også på, om søstjerner kan anvendes som proteinkilde, forklarer Jan Værum Nørgaard.

Foruden smågrise bliver muslingerne og søstjernerne også testet som egnet protein for æglæggende høns.

-          Hvis vores resultater kommer til at vise, at muslinger og søstjerner er gode proteinkilder kan det særligt være interessant for økologiske ægproducenter, fordi de mangler gode proteinkilder, siger han.

De første resultater fra projektet forventes inden årsskiftet.    

Region Nordjyllands Vækstforum og NaturErhvervstyrelsen har bidraget med omkring tre mio. kr. til projektet. Dansk Skaldyrcenter leder projektet.

Yderligere oplysninger: Lektor Jan Værum Nørgaard, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7816, e-mail: jan.noergaard@agrsci.dk