Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
DCA Anis Fjerkræ Heste Kvæg Svin

Søg ind på masteruddannelsen i husdyrvelfærd - start til februar!

Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab udbyder igen den 2-årige masteruddannelse i ”Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen”. Uddannelsen er for dig, der allerede arbejder eller har lyst til at arbejde med dyrevelfærd. Det er en deltidsuddannelse med plads til at være i beskæftigelse sideløbende, og der er opstart i februar 2022.

Foto: AU Arkivfoto

I alle mulige sammenhænge er dyrevelfærd på tapetet disse år. Det gælder både dyr i staldene og de husdyr der er udendørs. Men hvad er dyrevelfærd, og hvordan måler man det? Hvilke etiske ståsteder ligger der bag forskellige former for dyrevelfærd, og hvordan vurderer du dyrevelfærd ved at se på dyret og dets omgivelser?

Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet udbyder igen den 2-årige master ”Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen” med ansøgningsfrist den 15. november 2021 - og start i februar 2022.

Hvem henvender uddannelsen sig til?

Masteruddannelsen er målrettet personer, der direkte eller indirekte arbejder med husdyrvelfærd i det daglige - eller som ønsker at komme til det.

Undervejs bliver der sat fokus på såvel biologiske, produktionsmæssige, forvaltningsmæssige som politiske aspekter inden for husdyrvelfærd.

Deltagerne bliver i stand til at vurdere, rådgive og vejlede omkring dyrevelfærd i primærproduktionen i forhold til kravene på området. Uddannelsen henvender sig således til eksempelvis kontrollører af dyrevelfærd ansat hos myndighederne eller privat, dyrlæger, undervisere på landbrugsskolerne og rådgivere i landbrugssektoren involveret i produktions- og sundhedsrådgivning.

- Vores mål med uddannelsen er, at vi sikrer, at kommunikationen og dialogen mellem landmænd, rådgivere og kontrollører styrkes, så vi i den sidste ende får en bedre forståelse af, hvad god dyrevelfærd er og hvor vigtig den er, forklarer professor og sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab, Jan Tind Sørensen, der er en af nøglepersonerne bag uddannelsen.

Du kan læse mere om uddannelsens indhold, tidsforløb og pris på hjemmesiden her


Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, så tøv endelig ikke med at kontakte:

Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvelfærd, Aarhus Universitet
E-mail: Jantind.sorensen@anis.au.dk