Aarhus Universitets segl

Pelsdyrforskere fra Danmark og udlandet mødes i København

Forskere fra flere lande udveksler viden om pelsdyrsundhed, -velfærd, -fodring og -management ved en international kongres i København. Fødevareminister Mette Gjerskov deltager også.

Pelsdyrforskere udveksler erfaring og viden ved en international pelsdyrkongres i København i august. Foto: Janne Hansen

På verdensplan er Danmark førende inden for pelsdyr. Det gælder ikke alene produktionen af højkvalitetsskind, men også forskning i dyrenes adfærd, velfærd, sundhed, fodring, avl og management. Det er derfor meget nærliggende, at den næste internationale kongres for pelsdyr holdes i Danmark.

 

Det sker i København 21.-24. august 2012 i regi af den verdensomspændende forening for pelsdyrforskere International Fur Animal Scientific Association (IFASA). Præsidenten for IFASA er seniorforsker Steen H. Møller fra Aarhus Universitet.

 

- På kongressen bliver der indlæg fra forskere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Polen, Rusland, Canada, USA, Kina, m.fl.. Foredragene fokusere på en bred vifte af discipliner og temaer, herunder sygdommen plasmacytose, behov for protein og reduktion af kvælstof samt effekter af kropsstørrelse og huld, siger Steen H. Møller, der, udover at være præsident for IFASA, sidder i den videnskabelige komite for kongressen.

 

Den ene af mødedagene er helliget velfærd hos pelsdyr. Pelsdyrforskerne hos Aarhus Universitet har i mange år beskæftiget sig med velfærd hos mink (læs mere her) og hvordan velfærden kan vurderes. På kongressen præsenteres et fælleseuropæisk system til vurdering af den generelle velfærdstilstand hos mink og ræv.

 

Den internationale pelsdyrforskningskongres er arrangeret i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Kopenhagen Fur.

 

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Steen Henrik Møller, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7926, e-mail: SteenH.Moller@agrsci.dk