Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kom til temamøde om svineernæring den 17. marts på AU Foulum

Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet afholder temamøde for svineinteresserede tirsdag den 17. marts 2015 i auditoriet på AU Foulum. Temamødet har denne gang fokus på ernæring og fodring af svin.

27.02.2015 | Linda Søndergaard Sørensen

Foto: Janne Hansen

Årets temamøde om svin ved Institut for Husdyrvidenskab holdes i AU Foulum den 17. marts 2015. Hovedtemaet er ernæring, herunder hvordan næringsstofudnyttelsen kan øges og udskillelsen begrænses samtidig med, at produktiviteten er i top. Dagens program omfatter en række spændende oplæg med nyeste resultater og aktiviteter inden for svineforskningen.

Med dette temamøde genoptager Institut for Husdyrvidenskab traditionen med at afholde et fast temamøde hvert år i marts måned.

Dagen vil blive indledt med en kort introduktion om Institut for Husdyrvidenskab samt orientering om uddannelse, myndighedsbetjening og afsætning af forskningsresultater v. institutleder Klaus Lønne Ingvartsen. Herefter vil dagen blive afviklet med en lang række spændende oplæg fra de mange forskelligartede forskningsprojekter ved instituttet, der omhandler ernæring af svin. Et kerneområde for instituttet er ressourceudnyttelse, og adskillige af indlæggene handler derfor om, hvordan næringsstofudnyttelsen kan øges og -udskillelsen begrænses samtidig med, at den høje produktivitet opretholdes.

Emnerne for dagens program spænder vidt og af eksempler kan nævnes:

  • Effekter af benzoesyre på svin og ammoniakfordampning
  • Nye metoder til vurdering af aminosyrebehov
  • Søstjerner som fodermiddel
  • Grøn biomasse som proteinkilde
  • Næringsstofudnyttelsen i korn
  • Fiber og fedt til diegivende søer
  • Fasefodring i farestalden samt nyeste viden om zink til smågrise.

En meget stor del af instituttets projekter er i dag finansieret af eksterne midler i samarbejde med erhverv, virksomheder, andre forskningsinstitutter mv. Et formål med temamødet er derfor også at vise de forskningsmetoder og faciliteter, der er til rådighed og dermed evt. anspore til nye samarbejdsprojekter.

Kom og hør, hvad der er af nyt inden for fodring og ernæring af svin, og deltag i diskussionen og dialogen. Temamødet henvender sig til alle med interesse for svin.

Se hele programmet for dagen her.

Tilmelding til temamødet skal ske online på auws.au.dk/svinetemamoede. Sidste frist for tilmelding og betaling er den 10. marts 2015. Deltagergebyret er på 700,00 kr. inkl. 25 procent moms og dækker kaffe, frokost og mødebilag.

Anis, Svin