Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvordan fodrer vi bedst diegivende minktæver?

Minktæver må ikke mangle foder i starten af diegivningen, men det har tilsyneladende lidt forskellige konsekvenser for unge og gamle tæver hvis de gør. Uanset fodring er diegivningen afsluttet 8 uger efter fødsel. Det viser forskning ved Aarhus Universitet, hvor det er undersøgt, hvilken betydning fodringsstrategi samt kuldstørrelse har for mængden af mælkekirtelvæv hos minktæver. I modsætning til fodringen havde kuldstørrelsen ingen indflydelse på mængden af kirtelvæv i den undersøgte periode.

11.11.2015 | Steen Henrik Møller og Linda Søndergaard Sørensen

Det er vigtigt at fodre minktæver efter ædelyst i den periode hvor minkhvalpe er mest afhængige af tævens mælk. Arkivfoto.

Kuldstørrelsen på 4-10 hvalpe havde ingen effekt på mængden af kirtelvæv hos minktæverne i den undersøgte periode. Arkivfoto.

Førsteårstæver skal være velforsynede med foder i starten af diegivningen, hvis mængden af kirtelvæv skal holde frem til 6 uger henne i diegivningsperioden, hvor overgangen til drikkevand begynder. Denne undersøgelse har vist, at det forholder sig lidt anderledes for gamle minktæver. Disse har mere kirtelvæv i begyndelsen og mindre i slutningen af diegivningsperioden, når de bliver fodret efter ædelyst fra fødslen af hvalpene, sammenlignet med tæver fodret let restriktivt de første 4 uger af diegivningen. Fodring efter ædelyst vil nok hjælpe hvalpe fra både unge og gamle tæver bedre gennem overgangen til drikkevand, men det bør undersøges, om fodringen af minktæver med fordel kan tilpasses tævernes alder.

Tæverne har ofte ikke mælk nok til otte ugers diegivning
Minkhvalpe må tidligst fravænnes, når de er 8 uger gamle, selvom mælkeproduktionen tilsyneladende stort set er ophørt på dette tidspunkt. I nogle tilfælde har tæverne sandsynligvis ikke mælk nok til hvalpene i den periode, hvor de begynder at drikke af vandingssystemet. Dette kan give problemer i form af spytslikning, sut og bid mellem hvalpe og opstår typisk mellem 6 og 7 uger og specielt i store kuld. Derfor vil en forbedring af tævens mælkeproduktionskapacitet omkring 5 og 6 leveuge have en positiv effekt på det samlede forløb.

Undersøgelse af to fodringsstrategier
I praksis er der stor variation i, hvornår og hvor hurtigt fodertildelingen hos minktæver sættes op efter fødsel. Der fodres som regel ikke forskelligt til unge og ældre tæver i diegivningen. Derfor var det oplagt at undersøge, om fodringen i starten af diegivningsperioden havde samme effekt på mængden af kirtelvæv hos ældre tæver som hos ungtæver. Derudover undersøgtes mængden af kirtelvæv hver uge fra 3 uger til fravænning samt om kuldstørrelsen fra 3 til 10 hvalpe havde nogen betydning for mængden af kirtelvæv og om vævet er afviklet ved 8 uger.

Forsøget blev udført på forsøgsfarmen i Foulum med 184 brune, dobbeltparrede andetårstæver. Alle tæver blev fodret med 150 g foder fra fødsel.

Der indgik to hold i forsøget:

  • Hold ÆL blev fodret efter tilnærmet ædelyst, ved at der blev reguleret op dagligt med 20 g til tæver, der havde spist op. Efterhånden som 20 g ikke længere var nok, blev reguleringen sat op til 30, 40 eller 50 g dagligt.
  • Hold RF blev fodret let restriktivt, og dette niveau blev fastholdt de første 10 dage. Derefter blev der reguleret op med 10, 15, 20 og 25 g pr. dag til kuld på 1-3, 4-6, 7-9 og 10 eller flere hvalpe.

Forskel i mængden af kirtelvæv ved de to fodringsstrategier
Kirtelvævet for tæver i hold ÆL vejede i gennemsnit over hele perioden (3-8 uger) næsten det samme som hos tæver i hold RF, og den lille forskel var ikke statistisk signifikant. Set over den samlede periode fra 3-8 uger var der i begyndelsen (uge 3, 4 og 5) mere kirtelvæv, ved 6 uger det samme, og i slutningen (uge 7 og 8) mindre mælkekirtelvæv hos ÆL tæver end hos RF tæver (Figur 1). Forskellene på ugebasis var dog kun signifikant ved 7 uger. Uanset fodringsstrategi var der meget lidt kirtelvæv tilbage ved 8 uger.

Figur 1. Den gennemsnitlige vægt af kirtelvævet fra tæver med 4, 6, 8 og 10 hvalpe efter 3, 4, 5, 6, 7 og 8 ugers diegivning for tæver fodret efter ædelyst (ÆL) og restriktivt (RF).

 

Der bør ikke fodres restriktivt til diegivende minktæver
Resultaterne viser, at det, i den periode hvor minkhvalpe er mest afhængige af tævens mælk, indtil de lærer at drikke omkring 6 uger, er vigtigt at fodre tæverne efter ædelyst, fremfor at holde for meget igen. Fremtidige undersøgelser må vise, om det samme niveau tilgodeser både unge og ældre tæver, eller om der reelt er forskel på hvilken mængde foder, der bedst understøtter hele diegivningsperioden. Mængden af kirtelvæv aftrappes fra 6 til 8 uger uanset fodringsstrategien, men muligvis lidt mere på påvirkeligt af foringen hos gamle tæver end hos ungtæver. Kuldstørrelsen på 4-10 hvalpe havde ingen effekt på mængden af kirtelvæv hos tæverne i den undersøgte periode fra 3-8 uger efter fødsel.

Læs flere resultater fra minkforskningen ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet i DCA-rapport nr. 66

 

Flere oplysninger

Steen Henrik Møller,

Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: Steenh.Moller@anis.au.dk


Læs også

Tildeling af halm i vinterperioden øger kuldstørrelsen hos mink (30.10.2015)

Avl for tillidsfulde mink giver sidegevinst (28.10.2015)

Roser til forskerne for minktemadagen på Foulum (25.09.2015)

Proceduren til vurdering af minkenes velfærd kan forenkles (20.08.2015)

Aarhus Universitet tilbyder en efteruddannelse i dyrevelfærd (30.01.2015)

Anis, Mink