Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Høj tilvækst og flotte slagtekroppe hos 12 måneders krydsningskalve

Den første forsøgsrunde med 12 måneders krydsningskalve er netop gennemført på DKC. Resultaterne viser, at der er et stort potentiale i at producere krydsningskalve, da fodereffektivitet, nettotilvækst og slagtekroppens form er væsentligt bedre for krydsningstyrene i forhold til renracede Holsteintyre.

04.03.2015 | Linda Søndergaard Sørensen

Den første forsøgsrunde med 12 måneders krydsningskalve er netop gennemført på DKC. Der blev indkøbt godt 50 krydsningskalve fra 5 større malkekvægsbesætninger (både DH og Jersey). Der er anvendt de samme to tyre, som blev brugt til produktion af de 8 måneders krydsningskalve. Halvdelen af krydsningskalvene havde LIM tyren Kl. Oswal som far, mens den anden halvdel havde BLÅ tyren Tornado som far.

Der var i alt 4 hold med krydsningskalve mens DH tyrekalve indgik som kontrolhold. Der indgik 10 kalve per hold. Kalvene blev fodret med malkeerstatning, hø og kraftfoder samt med adgang til kolbemajsensilage før fravænning. Fra fravænning og frem til 4 måneder blev kalvene tilvænnet en fuldfoderration med først 30 % og siden hen 40 % kolbemajsensilage. Registreringer af foderforbrug blev påbegyndt ved 4 måneder.

Der er fundet et væsentligt potentiale i at producere krydsningskalve, fordi især fodereffektivitet, nettotilvækst og slagtekroppens form er væsentligt bedre for krydsningstyrene i forhold til renracede Holsteintyre. Da der fortsat forventes produceret både krydsningstyre og krydsningskvier – og på både JER og DH køer - skal der også findes produktionsøkonomisk relevante produktionssystemer for disse krydsningskvier. Det kan tænkes at såvel lavere fodringsintensitet med mindre energirige foderrationer, højere slagtealder og/ eller inddragelse af billig fodring som fx afgræsning skal indgå i sådanne krydsningskviesystemer.

Læs den fulde artikel i Ny Kvægforskning, marts 2015

Anis, Kvæg