Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Grise inddrages i kampen mod fedme

Med en bevilling på 17,5 mio. kroner fra Innovationsfonden vil forskere udvikle sunde fødevarer, der kan modvirke fedme-relaterede sygdomme og fremme folkesundheden. I dele af undersøgelserne indgår grise som model for mennesker.

14.01.2015 | Janne Hansen

Forskere bruger grise sóm model til at udvikle sunde fødevarer, der kan modvirke livsstilssygdomme hos mennesker. Foto: Janne Hansen

Det er efterhånden almindelig kendt, at når taljen svulmer på grund af en usund kost og manglende motion kan det føre til en række livstruende sygdomme. Usund livsstil øger risikoen for fedme, hjertekarsygdomme og type 2 diabetes. Innovationsfonden investerer 17,5 mio. kroner til et nyt forskningsprojekt, der vil undersøge, hvordan protein- og fiberrig kost kan indgå i kampen mod fedmerelaterede sygdomme og bidrage til at forbedre folkesundheden.

Det moderne menneske er dårligt tilpasset en kost med for lidt fibre og for meget fedt og sukker. Den energitætte kost øger risikoen for høj blodtryk, for meget fedt omkring midten, unormalt højt niveau af fedt i blodet og insulinresistens.

Det er farlige tilstande, som er en del af det såkaldte metaboliske syndrom. Metabolisk syndrom fordobler risikoen for hjertekarsygdomme og femdobler risikoen for type 2 diabetes. Problemet stiger med alarmerende fart.

- I den vestlige verden har 20-25 procent af den voksne befolkning metabolisk syndrom og i næsten halvdelen af OECD-landene er 50 procent eller flere af befolkningen overvægtige. En af årsagerne er, at vi spiser for meget usund mad, siger professor Knud Erik Bach Knudsen, der fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet skal lede projektet over de næste fire år.

Projektet foregår i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, University of California – Davis, Norwegian University of Life Science, Arla Food Ingredients, Lantmännen og DuPont. Et af målene er at udvikle sunde fødevarer, der kan modvirke udviklingen af fedmerelaterede problemer i mennesker.

Proteinet i undersøgelserne vil stamme fra valle eller være vegetabilsk protein, mens fibrene kommer fra fødevarer som gryn og korn, som er rige på arabinoxylan. Forskerne vil karakterisere protein- og fiberkilderne, og på grundlag af resultater fra disse forsøg vil de sammensætte diæter, der kan modvirke metabolisk syndrom.

Grise som model

Undersøgelserne vil dels blive foretaget hos mennesker, der er sunde, diabetiske eller har metabolisk syndrom, og dels med grise, der har metaboliske abnormaliteter. En del af projektet er rettet mod at udvikle en grisemodel, der har metaboliske abnormaliteter, der svarer til det, man ser hos mennesker med metabolisk syndrom.

- Vi vil udvikle en grisemodel, der gør det muligt at bruge invasive metoder til at undersøge konsekvenserne af fedme på molekylært niveau. Det er undersøgelser, man ikke kan udføre på mennesker. Derimod kan resultaterne overføres til mennesker, fordi fysiologien hos grise og mennesker ligner hinanden meget, forklarer Knud Erik Bach Knudsen.

Sund snacks og måltider

Med en bedre forståelse af, hvordan kroppen reagerer på fiber og protein, kan der banes vej for, at virksomhederne i projektet kan udvikle mejeri- eller kornbaserede produkter med gavnlige effekter på metabolisk syndrom eller en proteinsnack, der kan spises før et måltid med en gavnlig effekt på appetitten og blodets fedtniveau efter måltidet.

- Resultaterne fra projektet kan endvidere bruges til at fremme folkesundheden via sundhedspolitik, kostanbefalinger og udvikling af nye sunde fødevarekoncepter, siger Knud Erik Bach Knudsen.

Det godt fireårige projekt har et samlet budget på 23 mio. kroner. Heraf er 17,5 mio. kroner bevilget af Innovationsfonden.

Yderligere oplysninger: Professor Knud Erik Bach Knudsen, Institut for Husdyrvidenskab, e-mail: knuderik.bachknudsen@anis.au.dk, telefon: 8715 8063, mobil: 2064 7598

 

DCA, Svin