Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Første kandidat med dobbeltgrad i bæredygtig husdyrernæring

Dana Olijhoeks lidenskab for at arbejde med dyr har ført til, at hun nu er indehaver af en dobbelt kandidatgrad i husdyrernæring fra to europæiske universiteter.

Dana Olijhoek har en dobbelt kandidatgrad i bæredygtig husdyrernæring.

Hvad får en studerende, der oprindeligt læste human ernæring, til at arbejde med metan og malkekvæg? Svaret er: det toårige Erasmus Mundus program, der rummer en enestående mulighed for at opnå en dobbelt kandidatgrad i Sustainable Animal Nutrition and Feeding. Programmet gør det muligt for studerende at blive kandidat ved to forskellige europæiske universiteter.

26-årige Dana Olijhoek fra Holland er Aarhus Universitets første kandidat i det relativt nye Erasmus Mundus program indenfor bæredygtig husdyrernæring og foder. Hun bestod sin kandidateksamen i august 2014, og få måneder senere påbegyndte hun et ph.d.-studium i malkekvægets ernæring ved AU Foulum under Aarhus Universitet.

Fra mennesker over zebraer til køer

Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at Dana Olijhoek skulle beskæftige sig med husdyrernæring, da hun begyndte sine studier hjemme i Holland.

- Jeg tog en bachelorgrad i sundhedspleje indenfor human ernæring og diætetik ved universitetet i Haag. Jeg var desuden i praktik i Rotterdam Zoo og opdagede, at jeg var mere interesseret i at arbejde med dyr, forklarer Dana Olijhoek.

Interessen for husdyrernæring medførte, at Dana Olijhoek skrev sin bachelorafhandling indenfor emnet zebraens ernæring. Siden fulgte hun kurser på kandidatniveau på Wageningen Universitet med henblik på senere at tage sin kandidateksamen i husdyrvidenskab.

- Gennem en studievejleder på Wageningen Universitet hørte jeg om muligheden for at få en dobbelt kandidatgrad i bæredygtig husdyrernæring. Studievejlederen var tilfældigvis også koordinator på dette specielle program, siger Dana Olijhoek.

At studere i udlandet

Beskrivelsen af Erasmus Mundus-programmet inspirerede Dana Olijhoek til at kaste sig ud på det dybe og forlade det trygge og velkendte til fordel for et fremmed land. Forinden havde hun dog taget supplerende kurser på universitet i Wageningen for at kvalificere sig til at tage den dobbelte kandidatgrad i bæredygtig husdyrernæring.

For Dana Olijhoek var det ikke udelukkende husdyraspektet, der virkede tillokkende, men også tanken om at være indskrevet på to universiteter i to forskellige lande.

- Jeg synes, dette program er ganske enestående, og det adskiller sig fra de fleste andre kandidatprogrammer. Jeg kan lide, at der er fokus på bæredygtighed og forholdet til miljøet, og jeg er overbevist om, at en dobbelt kandidatgrad vil øge mine muligheder på jobmarkedet. Det var en svær beslutning at forlade mit hjemland, men jeg er virkelig glad for, at jeg valgte denne mulighed. Det er et godt program, og man lærer rigtig meget.

Enestående program åbner døre

Hendes råd til andre studerende, der overvejer at følge dette program, er, at de skal springe ud i det!

- Det er en god mulighed for at møde nye mennesker og stifte bekendtskab med andre kulturer. Når man først får et fuldtidsjob, har man ikke nødvendigvis denne mulighed, siger hun.

Dana Olijhoek har nu travlt med både at lære dansk og arbejde på sit ph.d.-studium, der handler om fodereffektivitet og metanproduktion hos malkekvæg. Hvad der herefter skal ske, må fremtiden vise. Hun lider bestemt ikke af hjemve.

- Måske kan jeg blive i Danmark og få en stilling som postdoc. Jeg kan godt lide Danmark; folk her er rare, venlige og hjælpsomme, og Danmark er et pænt og roligt land.


Yderligere information

Erasmus Mundus-programmet med muligheden for at få en dobbelt kandidatgrad i Sustainable Animal Nutrition and Feeding tilbydes nu på fire af Europas førende universiteter: Aarhus Universitet i Danmark, Wageningen Universitet i Holland, Debrecen Universitet i Ungarn og EI Purpan i Frankrig.

Læs mere om programmet her.

For yderligere information kontakt venligst:

International koordinator Mette Glerup Thomsen
ST Research and External Relations, Aarhus Universitet
E-mail: mgt@au.dk
Tlf.: +45 8715 1197
Mobil: +45 2331 2148