Aarhus Universitets segl

Fælles alumnedag for agrobiologer ved AU-Foulum

Institut for Husdyrvidenskab samt Institut for Agroøkologi har afholdt årets fælles alumnedag i Foulum. Det var anden gang arrangementet løb af stablen for at bevare relationen til alumnerne samt i fællesskab at styrke og udvide det professionelle netværk.

Undervejs på rundvisningen viste Ib Sillebak Kristensen deltagerne en udstillingsmodel af koens fire maver. Foto: Linda S. Sørensen.
Undervejs på rundvisningen viste Ib Sillebak Kristensen deltagerne en udstillingsmodel af koens fire maver. Foto: Linda S. Sørensen.
Deltagerne netop ankommet til alumnedagen, hvor der blev budt på sandwich og vand. Foto: Linda S. Sørensen.
Deltagerne netop ankommet til alumnedagen, hvor der blev budt på sandwich og vand. Foto: Linda S. Sørensen.
De to alumner Monica Bach fra DLG samt Mette Langgaard Jensen fra SEGES, som holdt oplæg om deres karriereveje. Foto: Linda S. Sørensen.
De to alumner Monica Bach fra DLG (t.v.) samt Mette Langgaard Jensen fra SEGES, som holdt oplæg om deres karriereveje. Foto: Linda S. Sørensen.

Det var en god blanding af alumner, tidligere og nuværende studerende samt medarbejdere, der var samlet til alumnedag den 11. april. På linje med sidste års arrangement blev årets alumnedag afholdt i auditoriet i Foulum, hvor dagens program bød på en blanding af faglige indlæg, oplæg fra alumner, speed-netværking samt rundvisning.

I år var det seniorrådgiver Christian Friis Børsting fra Institut for Husdyrvidenskab, der bød velkommen og fungerede som dagens ordstyrer. Først på programmet var forsker Marie T. Knudsen fra Institut for Agroøkologi, som indledte dagen med et oplæg med titlen: ”Klimaet bliver hvad vi spiser”, hvor hun fortalte om, hvordan man udregner fødevarers klimaaftryk og andre aftryk på miljøet. Dernæst fulgte professor Peter Lund fra Institut for Husdyrvidenskab med sit indlæg, hvor han fortalte om, hvorfor køerne producerer metan og hvordan metanproduktionen kan sænkes. Endvidere fortalte professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi om at være ekspert i den offentlige debat og som afrunding på de faglige indlæg fortalte studievejleder Rasmus Pedersen fra AU om sidste nyt inden for Agrobiologi-uddannelsen.

Der var rigtig god stemning og spørgelyst blandt de fremmødte og i pauserne blev der ivrigt udvekslet erfaringer. Efter kaffen havde vi to alumner på podiet – henholdsvis faglig konsulent ved DLG, Monica Bach samt konsulent ved SEGES, Mette Langgaard Jensen. Begge fortalte om vejen til deres nuværende job, om udfordringer og erfaringer undervejs herunder, hvordan de ser Agrobiologi-uddannelsen styrket endnu mere i forhold til at forbedre de studerendes muligheder for at få job efterfølgende.

Herpå var bolden givet op til en omgang speed-netværking, hvor der blev lejlighed til, at deltagerne på skift kunne præsentere sig selv og deres professionelle virke for hinanden. Til slut var der rundvisning, som i år gik ned til kvægfaciliteterne og de fistulerede køer og blev varetaget af besøgskoordinator Ib Sillbak Kristensen fra Institut for Agroøkologi.

Dagen sluttede af med god mad og drikke i Foulums kantine.

Her kan du læse mere og at være alumne og tilmelde dig netværket.

Du kan også følge os på LinkedIn.