Aarhus Universitets segl

Et nyt slag mod multiresistente bakterier

Risikoen for udvikling af multiresistente bakterier kan nedsættes ved hjælp af ny dansk mikroskopteknologi, der hurtigt kan bestemme bakteriers resistens mod antibiotika. Denne teknik kan være med til at sikre en langt mere effektiv behandling tidligt i behandlingsforløbet.

Multiresistente bakterier går en vanskelig tid i møde med udviklingen af et nyt apparat, der hurtigt kan afgøre, hvilket antibiotikum virker bedst mod dem. Foto: Marlene Fredborg

Forekomsten af bakterier, der er modstandsdygtige over for en lang række antibiotika, stiger. De såkaldte multiresistente bakterier er et globalt voksende problem for sundheden hos mennesker og dyr, da mange af de gængse behandlinger ikke længere har nogen effekt.

 

Den hyppige brug af bredspektrede antibiotika er hovedårsagen til udvikling af resistens hos bakterier. Hvis der i højere grad kan anvendes smalspektrede antibiotika, der kun skyder efter det specifikke mål i stedet for at virke som spredehagl, vil udbredelsen af multiresistente bakterier hæmmes.

 

Et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet kan bidrage til at løse problemet. I projektet vil forskere udvikle et apparat, der kan lave en hurtig bestemmelse af bakterier og deres resistensprofil i urin- og blodprøver. Teknologien bag benytter et såkaldt ”optical sectioning” princip til at foretage en mikroskopisk undersøgelse af prøven og er udviklet og patenteret af virksomheden Unisensor A/S og som også deltager i projektet.

 

Når teknikken er endelig udviklet er det målet at lægen eller dyrlægen på under to timer kan få et svar på, hvilket antibiotikum der er bedst egnet i det konkrete tilfælde. Derved kan der sættes ind med en mere målrettet og hurtigere antibiotikabehandling.

 

- Apparatet kan bruges på hospitaler, af praktiserende læger og dyrlæger. Projektet vil dermed give mulighed for langt hurtigere behandling af bakterie infektioner, minimere brugen af bredspektrede antibiotika, sikre en mere effektiv behandling med færre bivirkninger og et kortere behandlingsforløb og i sidste ende sandsynligvis kunne redde liv, siger erhvervspostdoc og projektansvarlig Marlene Fredborg fra Aarhus Universitet.

 

- Multiresistente bakterier er et stigende globalt problem, som derfor også er på dagsordenen i FNs sundhedsorgan WHO, og vi vil med dette apparat virkelig kunne gøre en forskel, fortæller hun.

 

Projektet er støttet af midler fra Højteknologifondenog foregår i et samarbejde mellem Unisensor A/S, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

 

Yderligere oplysninger: Erhvervspostdoc Marlene Fredborg, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7812, e-mail: Marlene.Fredborg@agrsci.dk