Aarhus Universitets segl

Dyrevelfærd på masterniveau

En masteruddannelse på Aarhus Universitet, der har fokus på vurdering af husdyrvelfærd, er på banen igen og indleder med informationsmøde 1. april for potentielle studerende.

Institut for Husdyrvidenskab står bag masteruddannelsen ”Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen”, som henvender sig til dem, der dagligt er i berøring med dyrevelfærd. Foto: AU Foto

Dyrevelfærd nyder stor opmærksomhed i både landbruget og befolkningen i al almindelighed. Interessen gør, at landbruget skal dokumentere husdyrenes velfærd, ligesom myndigheder, rådgivere og slagterier skal følge op og kontrollere velfærden.

Derfor er vurdering af dyrevelfærd omdrejningspunktet for en masteruddannelse fra Aarhus Universitet, som så dagens lys i 2013 og fik en vellykket start med 14 studerende. Nu åbnes igen for tilmelding og optag med studiestart i september. Den 1. april holdes der informationsmøde om uddannelsen på Aarhus Universitet.

”Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen” er navnet på uddannelsen, der er forskningsbaseret og giver de involverede forskere rig lejlighed til at bringe deres erfaring og viden i spil i uddannelsen.

- Vores mål med uddannelsen er, at vi sikrer, at kommunikationen og dialogen mellem landmænd, rådgivere og kontrollører styrkes, så vi i den sidste ende får en bedre forståelse af, hvad god dyrevelfærd er og hvor vigtig den er, forklarer sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab, professor Jan Tind Sørensen, en af nøglepersonerne bag uddannelsen.

Han peger på, at landmænd har en god viden om dyrene i praksis, men de kan måske have svært ved at følge med i lovgivningen om hold af dyr.

- Derfor er det også vigtigt, at landmændene får indsigt i, hvad god dyrevelfærd er, og at de har en forståelse for, hvorfor samfundet har en interesse i husdyrs velfærd.

Jan Tind Sørensen forklarer, at uddannelsen går målrettet efter at efteruddanne dem, som til dagligt er i berøring med dyrevelfærd. Det gælder blandt andet kontrollører i Fødevarestyrelsen, NaturErhvervstyrelsen eller i private organisationer, lærere på landbrugsskolerne, der arbejder med dyrevelfærd, samt dyrlæger, rådgivere og konsulenter, der beskæftiger sig med produktions- og sundhedsrådgivning.

Uddannelsen, der har et halvt år på bagen, og hvor de første studerende nu har gennemført første semester, har blandt andre journalist og antropolog Inger Anneberg som underviser.

- På uddannelsen arbejder jeg for, at kommunikation tænkes ind, når talen falder på dyrevelfærd. Det er ikke nok bare at overholde reglerne. De studerende skal også forholde sig til, hvordan man formidler viden om dyrevelfærd og sætter fokus på forebyggelse. Her spiller kommunikationen mellem kontrol, rådgivere og landmænd en vigtig rolle. På uddannelsen har vi god dialog med de studerende, som har rigtig meget at byde ind med, fordi de har en stærk faglighed og kommer med en særlig ballast og nysgerrighed via deres arbejdserfaring, siger Inger Anneberg.

En af uddannelsens nuværende studerende er seniorprojektleder Henriette Steinmetz fra Videncenter for Svineproduktion, der kan se tilbage på et lærerigt 1. semester:

- Uddannelsen gør det muligt for mig at komme et stik dybere med grundlaget for den forskning, der ligger til grund for lovgivningen i forhold til for eksempel staldindretningen. Hvorfor er sygestier indrettet som de er? Det har jeg fået bedre indblik i gennem uddannelsens 1.semester. Samtidig får jeg en større tyngde i min faglighed og når jeg arbejder med projektbeskrivelser vil jeg have et lidt bredere perspektiv på dyrevelfærd, forklarer hun.

Fakta:

Husdyrvelfærds-uddannelsen er en deltidsuddannelse, der strækker sig over to år. Uddannelsen består af fire moduler: 1. modul omfatter det biologiske grundlag for international og national lovgivning om hold af husdyr. 2. modul beskæftiger sig med definition af dyrevelfærd og måling af velfærdsindikationer. 3. modul har vurdering af dyrevelfærd på flok- og besætningsniveau som omdrejningspunkt. På 4. modul skal de studerende runde uddannelsen af med et projekt, der baseres på empirisk materiale.

 

På samme link finder du oplysninger og tilmelding til informationsmødet.

 

Yderligere oplysninger: Sektionsleder, professor Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7923, e-mail: jantind.sorensen@agrsci.dk