Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-forskere yder et markant bidrag til ny international lærebog om velfærd hos grise

En ny engelsk lærebog om grises velfærd forsøger at bringe forskningsbaseret viden ud til dem, der arbejder med dyrene til dagligt. Bogen er tilgængelig i en lang række lande. Anerkendte velfærdsforskere fra hele verden – heriblandt fem forskere fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet - har bidraget til bogen med hver deres ekspertise.

30.03.2020 | Linda Søndergaard Sørensen

Ny international lærebog om velfærd hos grise:  ”Animal welfare in practice: Pigs”.

Ny international lærebog om velfærd hos grise: ”Animal welfare in practice: Pigs”.

Der findes megen forskningsbaseret viden om dyrevelfærd. Den nyeste viden på området er nu samlet i en ny lærebog om velfærd hos grise:  ”Animal welfare in practice: Pigs”. Bogen er den første i en serie om husdyrenes velfærd, der udgives på engelsk og er målrettet folk, der arbejder med husdyrproduktion. Bogen har et internationalt perspektiv og giver indsigt i svinesektoren i både Europa, Latinamerika, Asien, Australien og Afrika.

Bogserien fokuserer generelt på at forklare, hvad dyrevelfærd er; hvilke økonomiske aspekter der er forbundet med dyrevelfærd; hvordan vi kan måle og vurdere den samt hvordan lovgivningen er på området. Endvidere bliver der anvist metoder til, hvordan landmanden kan forbedre husdyrenes velfærd i praksis.

Fem AU-forskere har bidraget

Redaktørerne har valgt at inddrage  fem forskere fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet som forfattere til ”Animal welfare in practice: Pigs” på hver deres ekspertområde: Mona L. V. Larsen og Lene Juul Pedersen har skrevet et kapitel om halebid og hvordan grises halepositur kan indgå i overvågning af  grisenes velfærd. Sammen med Cecilie Kobek-Kjeldager har Lene Juul Pedersen skrevet om betydningen af store kuldstørrelser og dødelighed hos smågrise før fravænning. Mette S. Herskin har sammen med Hanne Kongsted skrevet om skuldersår og yverlæsioner hos søer og endelig har Mette S. Herskin skrevet kapitlet om udsættersøer og mulige udfordringer for velfærd hos denne dyregruppe.

”Undervisning i dyrevelfærd skal på universitetsniveau være forskningsbaseret på et internationalt niveau. Jeg er rigtig glad for at vores travle forskere prioriterer at bidrage til lærebøger. Det markante bidrag fra instituttets velfærdsforskere vidner om, at vores forskere er internationalt anerkendte og at der er en tillid til, at de kan formidle forskningsresultater og branchekendskab til undervisningsbrug ”, siger professor Jan Tind Sørensen fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, der er leder af instituttets sektion for Dyrevelfærd.

Du kan læse mere om bogen og bestille den via dette link: https://thepigsite.com/articles/practical-solutions-for-improving-welfare-on-commercial-and-small-scale-farms

Mere information

Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: jts@anis.au.dk

Anis, Svin