Aarhus Universitets segl

AU forsker bidrager til bedre velfærd for laboratorie-grise i ny bog

Seniorforsker Mette S. Herskin fra Institut fra Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet har, i samarbejde med to andre forskerkolleger fra Københavns Universitet og NOVO, bidraget med et kapitel til en ny bog: ”Animal-centric, Care and Management”. Her informerer de om, hvordan grise bør behandles som laboratoriedyr og hvordan velfærden forbedres.

Ny bog sætter fokus på, hvordan laboratoriedyr skal opstaldes, behandles og håndteres, samt hvordan deres velfærd kan forbedres. Foto: Linda S. Sørensen.
Ny bog sætter fokus på, hvordan laboratoriedyr skal opstaldes, behandles og håndteres, samt hvordan deres velfærd kan forbedres. Foto: Linda S. Sørensen.

I de senere år er der kommet øget fokus på forsøgsdyr, hvad de bruges til og hvordan de behandles. Ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet arbejdes der også med forsøgsdyr i intensive forsøg – herunder med grise og kvæg. I den sammenhæng har forskerne meget stort fokus på at gøre det så godt for dyrene som overhovedet muligt. Derfor er der også ved instituttet forsket særligt i, hvordan brugen af disse to dyrearter kan foregå bedst muligt af hensyn til dyrenes velfærd.

Bedre velfærd for laboratorie-grise

På den baggrund har seniorforsker Mette S. Herskin fra Institut fra Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, i samarbejde med to andre forskerkolleger fra Københavns Universitet og NOVO, bidraget med et kapitel til en ny bog: ”Animal-centric, Care and Management”. Bogen har det overordnede mål at bidrage med viden, som kan optimere velfærden hos laboratoriedyr. Kapitlet, som Mette S. Herskin har bidraget til, omhandler brugen af grise i videnskabelige forsøg. Kapitlet omfatter grisenes biologi, deres naturlige adfærd samt deres kognitive såvel som følelsesmæssige evner. Med udgangspunkt i videnskabelige studier og praktisk erfaring, informerer forfatterne om, hvordan grise bør opstaldes, behandles og håndteres som laboratoriedyr samt hvordan deres velfærd kan forbedres.

”Grisen er en relativ ny dyreart i forsøg, der anvender dyr som model for mennesker. I sådanne undersøgelser har man indtil nu næsten kun anvendt gnavere. Det er vigtigt at grisen, i den sammenhæng, ikke bare bliver opfattet og behandlet som en ’mus med en tryne’. Budskabet i bogen er blandt andet, at grise skal behandles som grise ud fra deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov og ikke som hverken mus, mennesker eller hunde. Ved Institut for Husdyrvidenskab har vi masser af erfaring og viden at dele ud af på dette område, og derfor har det været spændende at være med til at skrive bogen”, fortæller Mette S. Herskin. 

Bedre velfærd for kvæg i intensive forsøg

Som før nævnt arbejdes der ved instituttet både med grise og kvæg. Netop på kvægområdet er der for nylig taget en helt ny forsøgsstald i brug. Den er indrettet med specialdesignede bokse, som gør det muligt for fistulerede kvæg i intensive forsøg at gå løse frem for at stå bundet. Det er det første sted i verden, at dette er muligt og et meget stort skridt i forhold til forbedring af dyrenes velfærd. Du kan se og høre forskerne fortælle meget mere om de nye kvægfaciliteter i denne video: https://youtu.be/U7tl23IpdWU 

 ”Som tilsynsførende dyrlæge er jeg glad for, at vi i ANIS laver forsøg med grise og kreaturer under forhold, der tilgodeser dyrenes arts-specifikke behov. At kunne det har stor betydning for dyrenes velfærd under forsøgene, og for kvaliteten af forsøgene og dermed resultaterne” siger Ricarda Engberg fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, som er medlem af instituttets Animal Welfare Body-udvalg, som tager sig af forsøgsdyrs velfærd.

Bogen er tiltænkt som en guide til de mennesker, som arbejder med forsøgsdyrene, således at de bliver klædt på til bedre at kunne imødekomme dyrenes behov og til stadighed kan holde fokus på at optimere og forbedre deres forhold og måden de bliver behandlet på. 

 

Mere information

Du kan finde bogen via dette link:
https://www.saxo.com/dk/animal-centric-care-and-management_dorte-bratbo-sorensen_paperback_9780367180836

Kontakt

Mette S. Herskin, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: MetteS.Herskin@anis.au.dk