Svin

Faciliteter

AU Foulum er det samlede staldkompleks til svin på mere end 5500 m2 og er indrettet med fokus på at udføre mange forskellige former for forsknings- og udviklingsprojekter.

Anlægget har kapacitet til en stambesætning på 150 søer med tilhørende årlig produktion af cirka 6.000 smågrise samt slagtesvin.

Afsnittene er opbygget, så de har størst mulig fleksibilitet med hensyn til opstaldningsforhold.

Søer og opdræt

I afsnittet til søer er der drægtighedsstalde til enkeltgående søer, løsgående søer i flok med konventionel indretning, farestalde med kassestier og løsgående søer, smågrisestalde med stier til opstaldning af dyr enkeltvis, hold-opstalding og to-klimastalde.

Slagtesvin
I afsnittet til slagtesvin er der stier til individuel opstaldning og hold af forskellig størrelse. I dette afsnit er et område endvidere indrettet til fordøjelses- og balanceforsøg med alle kategorier af svin.

Fodringsanlæg
Fodringsanlæggene i de enkelte afsnit kan håndtere mere end 30 forskellige foderblandinger fra foderlageret, hvor der forefindes blandere og pillepresser til fremstilling eller videre forarbejdning af partier af foderblandinger fra 50 og op til 2000 kg.

Forskning og udvikling
De primære mål med aktiviteterne er at tilvejebringe grundlæggende og anvendelsesorienteret viden inden for områderne ernæring og ernæringsfysiologi, sundhed og adfærd samt avl og reproduktion. Alle stalde er endvidere godkendt til transgene grise. Den overordnede målsætning i mange projekter er at optimere udnyttelsen af energi og næringsstoffer med fokus på en bæredygtig fødevareproduktion under hensyntagen til dyrenes sundhed og velfærd.

I staldene gennemføres ligeledes projekter orienteret omkring staldinventar, ventilation og klima, IKT og andre tekniske løsninger af relevans for produktionsbesætninger.

På Institut for Husdyrvidenskab findes relevante kompetencer inden for udførelse af mange slags forsknings- og udviklingsprojekter inden for alle kategorier af svin, inklusive udtagning og håndtering af foder-, mælke-, blod-, urin- og vævsprøver. Forsknings- og udviklingsprojekterne i faciliteterne har ofte et stort samarbejde med eksterne partnere samt en tæt tilknytning til andre laboratoriefaciliteter ved AU Foulum med fokus på analyse af foder, urin, blod og vævsprøver m.m.