Hvordan går det hos de konventionelle og økologiske slagtekyllinger?

Dette spørgsmål vil bogstaveligt talt blive besvaret i et projekt, som ser nærmere på omfanget af haltheder og gangproblemer hos slagtekyllinger. Undersøgelsen er en opfølgning på tidligere bedømmelser af gangegenskaber hos slagtekyllinger, og denne gang er arbejdet udvidet til også at omfatte de økologiske slagtekyllinger.

19.08.2016 | Linda Søndergaard Sørensen

Nyt projekt skal undersøge status på bensundheden hos både konventionelle og økologiske slagtekyllinger.

Tre erfarne observatører skal i løbet af 2016 og 2017 på besøg hos en lang række konventionelle og økologiske slagtekyllingeproducenter for at vurdere gangegenskaber hos kyllingerne og følge op på status for bensundheden hos slagtekyllinger i Danmark. Tidligere undersøgelser har vist, at mindst 75% af de danske slagtekyllinger har varierende grader af unormal gang og gangbesvær. Gangproblemerne vurderes i stor udstrækning at være forbundet med hurtig tilvækst.

Ihærdig indsats gav væsentlige forbedringer
Siden 1999 har der været gjort en ihærdig indsats for at forbedre slagtekyllingernes gangegenskaber og bensundhed, både nationalt og internationalt, blandt andet via dialog med avlsfirmaer samt fokus på fodring og managementforhold.

Baggrunden herfor var en undersøgelse ”Benmonitoreringsprojektet” fra 1999, som viste, at 30 % af slagtekyllingerne i den konventionelle produktion havde svære gangproblemer og 50 % havde de såkaldte TD-forandringer (Tibial Dyschondroplasia) - en defekt i skinnebenets vækstplader. Denne indsats medførte betydelige forbedringer hos slagtekyllingernes bensundhed. I 2005 viste en ny undersøgelse, at andelen af kyllinger med alvorlige benproblemer var blevet halveret siden 1999 og forekomsten af TD-forandringer var faldet fra 57% i 1999 til 0,7% i 2005.  

Den seneste undersøgelse af slagtekyllingers gangegenskaber blev foretaget i 2011 og også den kunne dokumentere en forbedring i forhold til de foregående år, hvad angår kyllinger med svære gangproblemer. Til gengæld var der en væsentlig stigning i andelen af kyllinger med karakteren GS2 (gait score 2 – defineret som en kylling med lettere ujævn og haltende gang) fra 34% i 2005 til 83% i 2011.

Ny undersøgelse inddrager også de økologiske slagtekyllinger

I 2015 udarbejdede Miljø- og Fødevareministeriet en handlingsplan, med konkrete initiativer til forbedring inden for en række områder - herunder bedre velfærd for slagtekyllinger. Derfor blev denne undersøgelse igangsat, med det formål at foretage en fornyet kortlægning af ”Gait Scoren” (en anerkendt metode til gangbedømmelse af kyllinger) hos økologiske og konventionelle slagtekyllinger i Danmark.

Undersøgelsen omfatter dataindsamling i 30 konventionelle og 24 økologiske slagtekyllingeflokke. Kyllingens gang bedømmes efter den såkaldte Bristol-skala, hvor en score 0 svarer til perfekt gang, mens en score 5 svarer til at kyllingen er ude af stand til at gå. De konventionelle besætningsbesøg foretages i perioden april 2016 - februar 2017. Det forventes, at de økologiske besætningsbesøg vil strække sig over en lidt længere periode grundet den længere levetid og de færre flokke til rådighed. Al dataindsamling vil være tilendebragt ultimo april 2017, hvorefter dataanalyserne påbegyndes og rapportskrivningen igangsættes. Deadline for aflevering af rapporten er 30. november 2017.

 

Yderligere oplysninger

Anja Brinch Riber, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: anja.riber@anis.au.dk

 

 

Anis, Fjerkræ, DCA