Aarhus Universitets segl

Finjustering af aminosyrenormer øger smågrises produktivitet

Undersøgelser ved Institut for Husdyrvidenskab indikerer, at de danske normer for isoleucin og leucin til smågrise kan reduceres, og den for valin bør øges. Resultaterne stammer fra en ph.d. afhandling om smågrises aminosyrebehov samt -omsætning.

Projektets resultater har bidraget til finjusteringer af svinebranchens anbefalinger til fodring af smågrise.

De forgrenede aminosyrer, isoleucin, leucin og valin, er vigtige i svins ernæring, fordi en forskel i forhold til behovet medfører tab af produktivitet. Samtidig er der stor interesse for at reducere foderets råproteinindhold for at fremme tarmsundhed i smågrise, reducere kvælstofudledning fra produktionssystemerne, og reducere foderomkostningerne. Dette er muligt ved at bestemme dyrenes behov for de enkelte aminosyrer og optimere foderets proteinprofil.

 

Bestemmelse af aminosyrebehov

Målsætningerne for projektet: ”Identification of physiological markers for rapid and precise estimation of branched-chain amino acid requirements in pigs” var således at estimere behovet for isoleucin, leucin og valin til smågrise samt undersøge, hvordan forskellige koncentrationer af disse aminosyrer påvirkede den metabolske profil i blod og urin. Det overordnede mål var at identificere metabolitter – dvs. elementer i stofskifteprocesserne - der kan anvendes som biomarkører til vurdering af aminosyrebehovet hos smågrise.

 

Normerne for aminosyrerne til smågrise justeres

I projektet blev der gennemført tre dosis-responsforsøg for at bestemme behovet for aminosyrerne isoleucin, valin, og leucin i forhold til lysin. Der blev også taget blod- og urinprøver fra grisene.

 Undersøgelserne viste, at de danske normer for isoleucin og leucin med fordel kan reduceres, og den for valin burde øges. Projektets resultater har da også bidraget til justeringer af branchens anbefalinger.

For enkelte af de identificerede metabolitter i blod og urin var der fin sammenhæng til grisenes vækst. Disse metabolitter kan relateres til vigtige stofskifteprocesser og dermed bruges som biomarkører i dosis-responsforsøg med aminosyrer. Endvidere kan de være centrale i nye eksperimentelle metoder baseret på metabolitter i blod eller urin.

Projektet er gennemført af ph.d.-studerende Elham Assadi Soumeh og lektor Jan Værum Nørgaard (JanVNoergaard@anis.au.dk) ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

 Du kan hente den fulde ph.d. afhandling: "Branched chain amino acids requirements and metabolism in pigs" her

Baggrunden for projektet

Gennem de seneste årtier, har det været forsøgt at forstå og karakterisere de forgrenede aminosyrer i forhold til behov, fysiologiske funktioner og mekanismer. Dette er interessant ud fra to primære grunde. Den første er, at de forgrenede aminosyrer deler de samme enzymer i deres katabolske processer samt at der er en vekselvirkning mellem dem, hvor fx et overskud af leucin øger katabolismen af de andre de forgrenede aminosyrer og påvirker behovet for dem. Den anden årsag er at de forgrenede aminosyrer ikke kun er en byggesten for proteinsyntesen, men også er involveret i vigtige regulatoriske mekanismer og biologiske funktioner som fx muskelproteinsyntese, kroniske sygdomme og neurotransmitterbiosyntese.

 

Yderligere oplysninger

 Lektor Jan Værum Nørgaard, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

Mail: JanVNoergaard@anis.au.dk