Flere fodringer til soen giver færre dødfødte grise

Hvis soen bliver tilbudt foder mindst tre gange i døgnet eller mere, vil hun kvittere med kortere faringslængde og væsentligt færre dødfødte grise. Så klar er konklusionen på en ny undersøgelse udført af forskere ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

24.10.2017 | Linda Søndergaard Sørensen

En mere jævn energiforsyning til søerne op til faring kan give flere levendefødte og sandsynligvis også mere livskraftige grise. Foto: Colourbox

Ny forskning ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet viser, at søers faringslængde stiger i takt med den tid, der går fra soens seneste fodring og frem til faringen går i gang. Resultaterne bygger på en undersøgelse ved AU-Foulum, hvor det er lykkedes at opnå hurtigere faringer (3,7 timer) og færre dødfødte grise (3,3%), når søer fik foder inden for de sidste tre timer, inden faringen begyndte. I det samlede undersøgelsesmateriale indgik der 166 faringsforløb og 2889 grise.

”Det handler om, at soens energidepoter bliver brugt op inden eller undervejs i faringen, hvis der går for lang tid mellem det tidspunkt, hvor soen sidst har fået foder og hen til, hvor faringen starter - hun går ganske enkelt sukkerkold”, fortæller seniorforsker Peter K. Theil fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet. Han står i spidsen for undersøgelsen.

Jo længere tid fra sidste fodring – jo længere faringslængde og flere dødfødte

”Vi var interesseret i at finde ud af, om soens ernæring har betydning for søernes faringsforløb, og det gav studiet et klart svar på. Det viste sig, at når faringen påbegyndtes inden for tre timer efter en fodring, så blev faringen overstået på lige under fire timer (Figur 1). Men hvis der gik længere end tre timer, så trak faringen ud”, fortæller Peter K. Theil. I gennemsnit brugte søerne hele ni timer på deres faring, hvis de startede med at fare otte timer efter sidste fodring.

Figur 1. Soens faringslængde stiger, når der går mere end 3 timer fra sidste måltid og indtil faringen påbegyndes.

 

Typisk fodres sendrægtige søer to gange dagligt op til faring og ofte inden for almindelig arbejdstid – eksempelvis kl. 7:00 og 15:00. Det betyder, at en so, der påbegynder faringen en morgen klokken 06, ikke har fået foder i de sidste 15 timer inden faring. Ifølge Peter K. Theil er faringslængden ekstremt vigtig at få reduceret, fordi andelen af dødfødte grise stiger i takt med det faldende blodsukker, og den tiltagende faringslængde koster i form af flere dødfødte grise (Figur 2).

 

Figur 2. Antallet af dødfødte grise stiger, jo længere tid der går fra sidste måltid og indtil faringen starter.

 

Mindst tre gange foder dagligt før faring

”Det klare budskab er således, at danske søer bør have foder mindst tre gange dagligt før faring og gerne fire, hvis man har et automatisk fodersystem. Det vil være klogt at tildele 3,0 FEso (foderenheder til søer, red.) dagligt op til faring, og ikke gå ned på 2,5 FEso, som anbefalingen har været hidtil” siger Peter K. Theil, men påpeger samtidigt, at det er vigtigt ikke at give søerne mange flere foderenheder. Det reelle problem er, at stivelsen optages over tarmen i form af sukker, og det sker i de første ca. 4-6 timer efter fodring.

”Samlet set ser det ud til, at der er et enormt potentiale for at reducere antallet af dødfødte grise og derved øge pattegriseoverlevelsen markant. Og ved at sikre søerne en mere jævn energiforsyning over hele døgnet op til faring, er det vel heller ikke urealistisk at tro på, at livskraften hos levendefødte grise forbedres og bidrager yderligere til højere overlevelse? Dette studie giver både bedre dyrevelfærd for søer og pattegrise og forhåbentligt en kærkommen hjælp til danske soholdere, for der er potentielt en meget stor økonomisk gevinst at hente for svineproducenterne”, slutter Peter K. Theil.

 

Flere oplysninger

Seniorforsker Peter Kappel Theil,
Institut for Husdyrvidenskab,
Aarhus Universitet

E-mail: Peter.Theil@anis.au.dk

             

Anis, Svin, DCA