Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Åbent Landbrug i Foulum en kæmpe succes

Danmarks Kvægforskningscenter og Økohallen ved AU-Foulum havde et forrygende besøgstal her i weekenden i forbindelse med vores Åbent Landbrug arrangement. De to lokaliteter havde tilsammen 3000 gæster, hvilket vidner om, at rigtigt mange danskere gerne vil vide mere om fødevareforskning og landbrugsproduktion.

21.09.2016 | Linda Søndergaard Sørensen

Vejret var i sandhed med Åbent Landbrug arrangementet i Foulum, som løb af stabelen søndag den 18. september. Dagen bød på køer, kalve, grise, kyllinger, maskiner, droner og meget andet. Og besøgstallet - ja det slog alle hidtidige rekorder, idet DKC og Økohallen havde henholdsvis 1800 og 1200 gæster på dagen. På begge faciliteter var der en fantastisk stemning med glade gæster i alle aldre, som ivrigt kiggede, quizzede og spurgte ind til de mange forsøgsaktiviteter. 

Aktivteter ved DKC
På DKC kunne gæsterne se køerne og besøge klappekalve, se malkerobotterne i aktion, høre om kvægforskning, lege i halmborgen og -labyrinten og få smagsprøver fra Arla. Høstmarkedet bugnede af alt lige fra frugt og grønt til honning, mandler og beton- og glaskunst. Under teltdugen kunne børnene desuden prøve at presse deres egne høballer og male mel. I laden var Lions Tjele på pletten for at sælge pølser og kaffe og de unge stod for salg af boller og kakao samt sjov med flødebollekasteren. Endelig var nogle så heldige at se en kalv komme til verden.

Aktiviteter ved Økohallen 
Ved AU-Foulums øko-hal kunne de besøgende se de økologiske drægtige søer på marken samt de økologiske kyllinger i pil. Dyrene indgår i øjeblikket i forsøg, og forskerne var på pletten til at fortælle om deres forskning. Desuden var der droner i luften og gratis æbler fra Årslev til uddeling og ikke mindst store og spændende maskiner på marken. 

Der blev udvist stor interesse og begejstring for både hønsene og grisene. For nogle var det første gang, de så dyrene i levende live og havde mulighed for at komme helt tæt på dem. At se dronerne flyve var også et hit, og som altid var det for en stor dels vedkommende godt at se en stor traktor og sparke lidt dæk.

Vi takker de mange fremmødte for den store interesse og positive feedback, som mange af gæsterne har givet, og håber på et glædeligt gensyn til næste år.

Flere oplysninger

Linda Søndergaard Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, AU

E-mail: Lindas.sorensen@anis.au.dk 

Anis, Fjerkræ, Kvæg, Svin, DCA, DCA medarbejdernyhed